Om mig

Jeg er dybt fascineret af de processer og muligheder for menneskelig udvikling og forandring, som jeg oplever gennem mit arbejde som psykoterapeut.

Det er smukt at opleve, hvordan sjælens længsel efter at finde hjem til sig selv, kan tænde en drivkraft og en vilje, der kan bringe os tilbage til den vi dybest set er. Det er min egen levede erfaring, at livets kriser netop kan være en mulighed og åbning til transformation. Jeg har personligt oplevet skilsmisse, arbejdsafskedigelse, stress og depression, kriser der har været udgangspunkt for min personlige udvikling og øjenåbnere mht. at ændre retning i livet.

Jeg har været vidt omkring i mit arbejdsliv og har erfaringer indenfor bl.a. arbejde med børn/familier, organisations- og ledelsesudvikling/teamtræning, undervisning og vejledning.

Som privatpraktiserende psykoterapeut MPF er jeg certificeret Integral ID-psykoterapeut fra ID Academy v/Ole Vadum Dahl. Se evt. http://psykoterapeutuddannelse.idacademy.dk/.

Min terapeutiske specialisering underbygger retningerne: Eksistentielle livskriser og kærlighed & seksualitet/parterapi.

Jeg motiveres af at gøre en forskel, og har gennem en årrække arbejdet  som frivillig og mentor hos Gallo Kriserådgivning i Århus og som frivillig igangsætter af selvhjælpsgrupper og SMART Recovery facilitator hos Selvhjælp Århus.

Jeg er pt. tilknyttet ID Academy I Aarhus, som assistent på psykoterapeut uddannelsen og deltager derudover løbende i supervision og kurser/efteruddannelser.

Jeg er født i 1968 og har de sidste 10 år levet i en sammenbragt familie med min mand Allan og vores 5 dejlige børn/unge. De fleste er nu fløjet fra reden og jeg er så privilegeret også at være farmor til to skønne unger.

Mit brede erfaringsgrundlag og nuancerede menneskekendskab gør mig i stand til, at sætte mig ind i mange forskellige sammenhænge og livsproblematikker. Det er vigtigt, at kunne navigere efter et landkort indeholdende flere perspektiver og niveauer, når vi støder på udfordringer og modstand i livet. Det er det integral psykoterapi drejer sig om, Hele dig – I hele din verden. Et liv med bevidst udvikling af alle dele af din væren.